fredag den 10. november 2017

James Bond•O•Rama podcast 001: "Borte med gæsten" med Rasmus Paaske Larsen

FRA JAMES BOND•O•RAMA.DK



Som noget nyt forsøger James Bond•O•Rama.dk sig nu i podcastformatet.

Emnet for Bond•O•Ramas podcast 001 er romanen "Borte med gæsten" af Mogens Mugge Hansen. Bogen er noget så eksotisk som danskproduceret James Bond-fanlitteratur, der i 1976 opnåede at blive udgivet på et etableret forlag (Chr. Eriksens forlag).

"Borte med gæsten", der primært omhandler Bonds uægte søn, James Suzuki, er ganske uautoriseret, og man må formode, at boet efter Ian Fleming ville nedlægge forbud mod bogen, hvis de kendte til dens eksistens. Projektets tvivlsomme legalitet har dog ikke forhindret Lindhardt & Ringhof i at genudgive "Borte med gæsten" som e-bog i foråret 2017!

fredag den 6. oktober 2017

CPH PIX 2017: Brian Selznick om "Wonderstruck"

Den amerikanske forfatter og tegner Brian Selznicks andet hovedværk, billedromanen "Wonderstruck" fra 2011, er for tiden aktuel på festivalen CPH PIX i en særdeles loyal filmatisering af Todd Haynes, med manus af Selznick selv. Tidligere blev hans gennembrud, "Opfindelsen af Hugo Cabret", til den oscarbelønnede 3D-film "Hugo" af Martin Scorsese.

Bries Blog-O-Rama talte med Brian Selznick i marts 2012 om hans to filmatiserede bøger.



Allerede som barn i New York nød Brian Selznick (f. 1966) at se sit slægtsnavn på forteksterne i biografen. En af hans bedstefars fætre var den legendariske hollywoodmogul David O. Selznick, som producerede "King Kong" (1933), "Borte med blæsten" (1939) og "Duel i solen" (1946).

Brian Selznicks to første og største bestsellerbøger, "Opfindelsen af Hugo Cabret" (The Invention of Hugo Cabret, 2007) og "Wonderstruck" (2011), kredser også om filmmediets magi. Det mest iøjnefaldende filmiske element i Brian Selznicks fortælleteknik er vekselvirkningen mellem prosaafsnit og tegnede passager. De to spor afløser og krydser hinanden med slående effekt.

I f.eks. "Opfindelsen af Hugo Cabret" er mere end 150 af bogens sortrandede opslag udfyldt af sort-hvide blyantstegnede sekvenser, der formidler bevægelse, spænding og stemning. Ved at bladre i bogen forvandles læseren til filmklipperen, der sætter tempoet og driver historien videre.

– "Hugo" var oprindelig tænkt som en 100-siders roman med en tegning per kapitel. Men så begyndte jeg at se en masse gamle franske film som en del af min research. Jeg opdagede mestre som René Clair og Jean Vigo, og jeg så nyere film som Francois Truffauts "Ung flugt" (1959), der ligesom Hugo handler om en dreng, der må overleve på egne ben i Paris. Det fik mig til at overveje, hvordan jeg på papiret kunne imitere kameraets muligheder for at zoome, klippe og panorere. Problemet med grafiske romaner og tegneserier er, at illustrationerne som regel er brudt op i mange små rammer. Jeg ønskede kun én tegning pr. opslag, så læseren var tvunget til at bladre for at komme videre til det næste øjeblik i historien. Min idé var, at læseren skulle opleve følelsen af at se en gammel sort-hvid stumfilm, forklarer Brian Selznick.

Han gik derfor tilbage og erstattede en række passager i manus med illustrationer, der dannede en slags storyboard. De indledende tre siders tekst voksede følgelig til 21 tegnede dobbeltsider, efter Selznick satte blyanten til papiret.

Opslag fra "Wonderstruck" | © 2011 by Brian Selznick. Used with permission from Scholastic Press

Illustrationerne er tegnet i miniatureformatet 3 x 5 tommer og siden blæst op til firdobbelt størrelse. Processen løsner op for Brian Selznicks tætte, realistiske streg og gør udtrykket blødt, rundt og plastisk.

– Det er hurtigere for mig at tegne småt, fordi jeg så har mindre papir, jeg skal dække. Forstørrelsen giver grafitten mere tekstur, og den øgede afstand mellem stregerne får tegningerne til nærmest at stråle ud fra papiret. Den effekt holder jeg meget af, så jeg brugte den igen i "Wonderstruck", siger Brian Selznick.

"Wonderstruck", der udkom i USA efteråret 2011, er med sine 640 sider endnu mere ambitiøs end sin forgænger. Hvor "Hugo Cabrets opfindelse" fortalte én historie i ord og billeder, eksperimenterer Brian Selznick i "Wonderstruck" med at splitte virkemidlerne op.

fredag den 29. september 2017

"Gangway i Tyrol" (1987): Peter Ravns kommentarspor



Længe før Bries Blog-O-Rama, da jeg blot var en purung film- og mediestuderende på KU, bestyrede jeg That's Gangway, popgruppen Gangways uofficielle fanside.

En engelskstuderende, Martin Houlind, havde startet fansiden som en hyldest til Danmarks vel nok mest vellydende, melodiske, intelligente og vittige poporkester. Jeg overtog tjansen som webmaster i 1998. Derefter varede det ikke længe, førend Gangway meddelte, at de gik i opløsning.

Timingen var typisk for Gangway, der med rette havde ry for også at være Danmarks mest uheldsramte orkester. "Vores mission er at nedlægge og lukke," kun halv-jokede gruppens sangskriver, guitarist og primus motor, Henrik Balling, efter at deres to første pladeselskaber var gået nedenom og hjem.

That's Gangway blev i al stilhed lagt i mølpose i 2003. Indholdet levede dog videre i en årrække, først fordi KU glemte at slette hjemmesiden efter min udmelding fra studiet, og derefter fordi internetarkivet Wayback Machine lagrede alle siderne, så de stadig var tilgængelige, omend godt skjulte for omverdenen.

> That's Gangway: Den uofficielle fanside (web.archive.org)

Forsiden af That's Gangway. Html-koden var skrevet direkte ind i Notesblok!

Nu er den udtømmende FAQ, jeg i sin tid researchede og skrev om gruppens historik, pludselig kommet til hæder og ære igen.

For i år, næsten tyve år efter gruppens opløsning, annoncerede Gangway, at de havde besluttet at starte igen. Den gamle kerneopsætning med Henrik Balling, sanger Allan Jensen og tangentspiller Torben Johansen spiller en række comeback-koncerter i oktober. Miniturneen følges - syv, ni, tretten - af nykomponeret materiale i 2018.

I den forbindelse har journalist Mette Nexmand skrevet en lang artikel om Gangway til Euroman. Og til min glædelige overraskelse har hun gravet That's Gangways FAQ op af WWW-kirkegårdens muld for at citere flittigt fra min gamle tekst. Nexmands artikel kan læses i Euromans oktobernummer og i uddrag på euroman.dk.

> "Gangway er tilbage: Vi blev jo aldrig rigtig rige" af Mette Nexmand - uddrag (euroman.dk)

Torben Johansen, Allan Jensen, Gorm Ravn-Jonsen og Henrik Balling i "Gangway i Tyrol" - framegrab

Festivalen CPH PIX og Cinemateket fejrer Gangways genkomst ved at vise gruppens legendariske langvideo "Gangway i Tyrol" i aften, den 29. september 2017 - næsten nøjagtig 30 år efter filmens eneste visning på DR.

”Gangway i Tyrol” er noget så sjældent som en kultdyrket dansk musicalfarce. Ved visningen i Cinemateket deltager tv-filmens ene bagmand, billedkunstneren Peter Ravn, der gennem mange år var tæt tilknyttet Gangway som designer og videoinstruktør.

Forud for PIX-arrangementet besøgte jeg Peter Ravn i hans atelier og genså "Gangway i Tyrol" sammen med ham. Herunder kan du læse instruktørens kommentarspor til udvalgte scener – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama.

lørdag den 23. september 2017

"Valhalla" (1986): Interview med tegner og instruktør Peter Madsen

I dag, lørdag 23. september, havde Cinemateket i København verdenspremiere på en nyrestaureret, digital 2K-kopi af den danske langtegnefilm "Valhalla" fra 1986.

Den kopi af "Valhalla", som Sandrew Metronome fik fremstillet til filmens dvd-udgivelse og biografrepremiere i 2003, var desværre trukket fra et falmet negativ, med ringe farveægthed og for høj kontrast som resultat.

Heldigvis kunne Peter Madsen efter visningen bekræfte, at billedsiden af den nye HD-kopi, som Nordisk Film Shortcut angiveligt har restaureret med henblik på en kommende blu-ray-udgivelse, stemmer langt bedre overens med filmholdets oprindelige intentioner.

Jakob Stegelmann, Hans Perk, Peter Madsen og Brian Iskov i Bio Asta 23.09.2017 - foto/artwork: Alexandra Borg Art - Valhalla-figurer © Peter Madsen

Efter visningen af "Valhalla" indtog jeg, Brian Iskov, og tre af filmholdets nøglepersoner scenen i Cinematekets Bio Asta for at tale om filmens tumultariske produktionsforløb:
  • Peter Madsen, der tegnede albumtegneserien af samme navn og endte med både at være medforfatter og hovedinstruktør på filmen
  • Hans Perk, der flyttede fra Holland i 1984 for at blive chefanimator på "Valhalla"
  • Jakob Stegelmann, der inden sin tid som vært på DR's "Troldspejlet" var den første i rækken af produktionsledere på Valhalla-filmen.

Hans Perk havde medbragt et originalt acetatark (populært kaldet en celluloid) med en farvelagt animationstegning fra filmen. Dette sjældne samlerobjekt blev udloddet til en heldig vinder blandt publikum. Er man interesseret i at eje et stykke af "Valhalla", er et begrænset antal originalcelluloider nu sat til salg på hjemmesiden www.flad.dk, hvor de sælges til favorable priser, så længe lager haves.

Flyer for www.flad.dk

Desuden kunne Jesper Hansen fra pladeselskabet Plantsounds afsløre, at han har skrevet kontrakt på at genudgive Ron Goodwins fremragende, symfoniske underlægningsmusik fra "Valhalla" på cd. Udgivelsen vil indeholde hidtil utilgængelige demoversioner som ekstramateriale. Cd'en forventes at komme i handelen i december 2017, og der er planer om at crowdfunde en vinyludgave.


Hans Perks featurette "Bag om Valhalla" (fra dvd-udgivelsen 2003)

Allerede i 2016, da filmen "Valhalla" i al stilfærdighed havde 30-års jubilæum, interviewede jeg Peter Madsen til Dagbladenes Bureau. Denne artikel kan du nu læse her på Bries Blog-O-Rama:

INTERVIEW MED PETER MADSEN OM "VALHALLA":
I en hytte af bark
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2016

Det tog fire år og kostede op mod 40 millioner at få den danske biograftegnefilm ”Valhalla” i mål. Unge amatører stod bag det kaotiske projekt, der sprængte alle budgetrammer og ruinerede selskabet. I dag, 30 år efter, regnes Peter Madsens film som en milepæl, der gjorde Danmark til et af Europas førende animationslande.

Fredag 10. oktober 1986 var længe ventet: Endelig kunne Danmarks dyreste biograffilm fejre premiere.

Siden har andre danske film kostet langt mere. Men ingen har overskredet deres budget så voldsomt som ”Valhalla”. Tegnefilmen om asegudernes eventyr endte med at koste mellem 30 og 40 millioner kroner, næsten tre gange mere end beregnet.

Et hold af purunge ildsjæle stod bag det ambitiøse – eller dumdristige? – projekt. De ville lave en episk dansk animationsfilm på internationalt niveau. Ingen af dem anede, hvordan man gjorde.

”Børnekorstoget” kaldte man dem ude i branchen.

torsdag den 21. september 2017

"Paris må vente" (Paris Can Wait): Interview med filmkomponist Laura Karpman

Ugens danske biografpremiere på ”Paris må vente” skiller sig ikke kun ud ved debutinstruktørens køn og alder (Eleanor Coppola, 80 år). Lige så usædvanligt skyldes filmens caféloungede lydspor hverken en Hans, Thomas, Clint, Michael eller John.

For komponisten hedder Laura Karpman.

Og selv om hun både har vundet Grammy- og Emmy-priser for andre af hendes værker, er Karpmans navn stadig forholdsvis ukendt i den offentlige filmdiskurs – blandt andet fordi kvinder aldrig får lov til at skrive lydsporet til blockbustere.

Laura Karpman | pressefoto

Sidste år leverede kvinder underlægningsmusik til 3 procent af filmene på den amerikanske top-250, oplyser Center for the Study of Women in Television and Film. De kvindelige komponisters manglende synlighed i film- og tv-branchen fik i 2015 Laura Karpman og to af hendes kolleger til at stifte Alliance for Women Film Composers (AWFC). I skrivende stund indeholder AWFCs medlemsdatabase 211 nye og etablerede filmkomponister af hunkøn.

I dagens Politiken FILM (21.09.2017) kan du læse, hvad Laura Karpman og hendes canadiske kollega, Lesley Barber, fortalte mig om deres kamp for ligestilling i faget, da jeg mødte dem på Toronto Film Festival 2016.

Jeg afprøvede ved samme lejlighed mit "Filmkomponisternes spørgeskema" på Laura Karpman. Resultatet kan du læse herunder.

> The Alliance for Women Film Composers
> The Celluloid Ceiling: Behind-the-Scenes Employment of Women on the Top 100, 250, and 500 Films of 2016
> Interview med Lesley Barber (Bries Blog-O-Rama)


THE MOVIE COMPOSER'S QUESTIONNAIRE
with LAURA KARPMAN
Written by Brian Iskov, TIFF 2016

What were the last projects you worked on?
I have two films here at TIFF this year: A documentary called "The Cinema Travellers". I co-scored that with my spouse [Nora Kroll-Rosenbaum]. I also scored "Paris Can Wait" which is Eleanor Coppola's feature debut.

”The Cinema Travellers” is this beautiful film about the death of the travelling cinema in Western India. It follows three men who travel around in trucks with heavy reels and take movies out to these remote places, and people love it. So it's this combination of the joy of cinema with the requiem to the analogue. Finally, they get a digital projector which is smaller than the huge multipound reels.

For that score, they [the directors, Shirley Abraham and Amit Madheshiya] wanted something very simple, elegaic, slow-moving, beautiful, almost sad music. Norah and I kept trying to put in rhythmic stuff and more music that comes from Western India, and we did a lot of research and recording, but ultimately they didn't want that. They wanted this simple Western score with little touches of elements from that region and just something that is kind of a sad ”Cinema Paradiso”.



The Eleanor Coppola film [”Paris Can Wait”] is also a travelling movie, about a woman whose husband is not the most generous and attentive man in the world. They are at the Cannes Film Festival, and she can't go with him to Budapest because she has an ache in her ear. So she winds up driving back to Paris with a colleague of his who decides to take this opportunity to show her every inch of France and every edible morsel between Cannes and Paris. It's this romance with France and with food and kind of between the two of them. It's also a small score but this one draws really from French jazz. Jean-Pierre Rampal, Claude Bolling ... there is something very specific about French jazz, like taking Debussy and bebop and putting it in the mixer and seeing what comes out.

That was a very fun score to do. There is a lot of sampling in it too, a lot of sound effects. We also brought in the great cabaret singer Ute Lemper who sang two of the songs that I arranged. They meld very well in the film. I also composed and produced all the source music, and I wanted to do that because I wanted the source and the score to float in and out of each other and become this kind of fluidity, just part of the journey so you don't really notice when the songs and the [Erik] Satie begins, or the Mozart then becomes a part of the groovy remix later and the hip French café. So it was a pleasure and a really gorgeous film to work on. I loved it.