fredag den 19. maj 2017

Twin Peaks vender tilbage: "I en by som Twin Peaks er ingen uskyldig"



Snart er ventetiden ovre. I tre uger har jeg delt minder, historier og billeder på Facebook og Twitter for at tælle ned til mandag 22. maj. Den dag, vi aldrig troede skulle oprinde: Den dag, hvor David Lynch og Mark Frost genopliver "Twin Peaks" med en tredje sæson efter 26 års pause.

(Det skulle selvfølgelig have været 25 år, jævnfør Laura Palmers famøse replik i Det Sorte Hjemsted. Men ting tager den tid, ting tager.)

Da Frost og Lynch i oktober 2014 gjorde det officielt på Twitter, at de satte tyggegummiet i produktion igen, hev DR2 Dagen mig og Keld Reinicke i studiet til en snak om, hvad vi som Twin Peaks-fans forventede os af seriens sensationelle genkomst. Halvandet år senere ved jeg ikke meget mere om den nye Twin Peaks end dengang, ud over hvem der medvirker, og at de første fire kapitler kan ses i Danmark fra på mandag. Og jeg ELSKER, at intet er sevet ud. Det kan stadig lade sig gøre at have hemmeligheder i Twin Peaks.



"Twin Peaks: The Return" er produceret til kabelkanalen Showtime i USA og er inddelt i 18 kapitler. I Danmark kan sæson 3 ses eksklusivt på abonnementstjenesten HBO Nordic, hvor de første to dele har premiere mandag 22. maj. De næste to dele vil blive gjort tilgængelige samme dag. Som noget nyt er samtlige 18 timer af den nye Twin Peaks instrueret af David Lynch og skrevet af ham og Mark Frost i fællesskab.

PS: Den nedenstående artikel om "Twin Peaks" skrev jeg for Dagbladenes Bureau i oktober 2014. Teksten er tænkt som en begyndervenlig indføring i Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie. For en god ordens skyld skal det nævnes, at både jeg og den tv-serieforfatter, som er artiklens primære kilde, deltog i de nævnte "Twin Peaks"-maratonvisninger i 1990'erne. Det var tider!

PPS: Den 6. maj svarede Sherilyn Fenn (Audrey Horne) på et af mine tweets. Nogen ville mene, at min nedtælling toppede dér.

fredag den 21. april 2017

Ole Stephensen om "Walter & Carlo i Amerika"

DENNE ARTIKEL ER SAMPUBLICERET MED JAMES BOND•O•RAMA.DK

Ole Stephensen fortæller om den dag i 1989, hvor han instruerede og spillede over for Clifton James – bedre kendt som sherif J.W. Pepper i James Bond-filmene

I lørdags, 15. april 2017, sov Clifton James stille ind i Oregon, USA. Den amerikanske skuespiller var kendt af James Bond 007-fans for sin komiske birolle som røvballesheriffen J.W. Pepper i Roger Moores to første Bond-film, "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973) og "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974).

Modsat vores norske og svenske nabolande har kun få medier i Danmark fundet det værd at nævne den 96-årige skuespillers bortgang. Clifton James' cameorolle i folkekomedien "Walter & Carlo i Amerika" fra 1989 ligner ellers en decideret foræring til redaktionssekretærer med løstsiddende danskervinkel.

Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

Clifton James dukker op en time og seks minutter inde i "Walter & Carlo i Amerika", hvor han spiller texaneren John D. Donut (i slutteksterne blot kaldet "Tex"). Han besøger en skandinavisk udstilling i New York City og brokker sig højlydt til sin kone over at blive slæbt med på endnu et museum, hvor han – "en gammel marinesoldat" – ikke engang må ryge. Figuren, der er klædt i spraglet skjorte, cowboyslips og cowboyhat, adskiller sig ikke stort fra J.W. Pepper, som han tydeligvis skal minde om.

I sit ene, korte bidrag til dansk filmhistorie optræder Clifton James over for Ole Stephensen (Walter) og Jarl Friis-Mikkelsen (Carlo). Parret både skrev og instruerede denne tredje film i serien om Walter von Heimweh, den nydelige steward, og hans dominerende ven, hælebarsejeren Carlo Jensen.

"Jarl og jeg skrev rollen med Clifton James i tankerne," bekræfter Ole Stephensen over for James Bond•O•Rama.dk.

"Vi valgte ham netop ud fra hans medvirken i Bondfilmene. Hans varemærke var den her skråtyggende, gammelkloge smartass af en sydstatssherif, og det var den accent og attitude, den karikatur, vi var ude efter," siger Ole Stephensen.

Ole Stephensen og Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

"Det er jo ikke en kæmpe rolle, han har – han var bare med på en enkelt optagedag – så det var ikke hamrende vigtigt, at Clifton James sagde ja. Men vi syntes, det var sjovt, netop fordi mange i 1989 stadig havde den reference til ham fra de to Bond-film. Det var i princippet sheriffen fra Bond-filmene, der af en eller anden grund var på ferie i New York og havde forvildet sig ind på den udstilling," fortsætter Ole Stephensen.

tirsdag den 7. marts 2017

Location Copenhagen 3: "En lektion i kærlighed" (Sverige 1954)

> LOCATION COPENHAGEN 1: Den danske pige (2015)
> LOCATION COPENHAGEN 2: Den trojanske hest (1950)

En af de første væsentlige, udenlandske tonefilminstruktører, som lagde vejen forbi København for at optage scener til sine spillefilm, var selveste Ingmar Bergman (han havde selvfølgelig heller ikke så langt fra Malmø).

Original dansk filmplakat (1955) - fra Plakatforretningen.dk

I Bergmans svenske film ”En lektion i kærlighed” (En lektion i kärlek, 1954), der havde dansk premiere i februar 1955, er sidste akt henlagt til Nyhavn. Dermed indstiftede Ingmar Bergman en mangeårig tradition for, at internationale film hensat til København helst skal indeholde billeder fra de berømte, over 300 år gamle kajgader.

Til birollen som Lise – en bramfri nyhavnspige, der hverves til at forføre en svensk kvindelæge (Gunnar Björnstrand) på vulkaner i det københavnske natteliv – valgte Bergman skuespillerinden Birgitte Reimer, krediteret på forteksterne som ”Birgitte Reimers”. Hun var 27 år, da optagelserne stod på i sensommeren 1953.

Interview med Birgitte Reimer - klik for at forstørre

Nyhavnsbaren, hvor Birgitte Reimer ægger klientellet i skulderløs trøje og torpedo-BH, var dog ikke en ægte københavnerbeværtning, men en dekoration opbygget i Svensk Filmindustris studier i Stockholm. Under optagelserne måtte Reimer tre gange flyve fra København til Stockholm og tilbage igen på samme dag, idet hun havde engagement på Apollo-Teatret om aftenen.

Nogle få udendørs optrin fra det autentiske Nyhavn er med i den færdige film. Optagelserne blev lagt tidligt om morgenen for at undgå forstyrrende tilskuere. I en samtidig avisreportage fra indspilningen forlød det, at nogle morgenduelige lokale alligevel kom forbi og tilbød at rulle en af svenskerne på filmholdet ”af hensyn til lokalkoloritten”. (Nyhavn havde i 1950'erne ry for at være ”et rigtigt skummelt sted”, som det fremgår af en replik i filmen).

Reportage fra indspilningen - klik for at forstørre

”En lektion i kærlighed” var alvorsmanden Bergmans første forsøg ud i lystspilgenren, efter at et komisk afsnit af hans forrige film, ”Mens kvinder venter”, fik en overraskende god modtagelse af såvel kritikere som publikum.

”Det kunne lige saa godt være blevet en tragedie, men alt ordnede sig, og derfor blev det en komedie.”
- Ingmar Bergman om handlingen i sin film "En lektion i kærlighed" (1954)

Jørgen Budtz-Jørgensen anmeldte ”En lektion i kærlighed” i Nationaltidende 08.02.55. Han skrev blandt andet: ”[Reimer] er meget sjov og pikant som forførende Kunstnermodel i en af Nyhavns Beværtningskældre, hvor der udfolder sig en svensk Ønskedrøm af et Leben. Hej, du gamla, lad os tage den første Baad til Köpenhamn!”

Informations anmelder skrev om Birgitte Reimers indsats: ”Hvis nyhavnspigerne virkelig saa ud som hun, var stedet verdensberømt og vi kunde afskedige [Mogens] Lichtenberg [Københavns daværende turistchef, red.] og afskrive valutapuklen.” (08.02.1955)

De danske dagbladsanmeldere var generelt positivt stemte over for Ingmar Bergmans første lystspil. Land og Folks Werner Thierry fandt ”En lektion i kærlighed” ”lykkeligt fri for den forskruede filosofi og den affekterte stil, der ellers er karakteristisk for Bergmans film”. (08.02.1955)

Kun Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis var decideret hård i tonen: ”[Bergman] kunne stadig drive det til noget exceptionelt som Personinstruktør, dersom han kunde lade være at skrive Rollerne og Replikkerne selv” (08.02.55).

”For at lokke de stakkels hvileløse danske Husarer ind har Bergman indlagt Birgitte Reimer som Nyhavnspige og gjort København til Skueplads for en Slutning, hvis overdaadige Idioti ikke har andre Steder hjemme end til Nød i Paris.”

- Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis' anmeldelse, 08.02.55

Optagesteder (juli-august 1953):

torsdag den 23. februar 2017

"La La Land": Interview med Ryan Gosling, Emma Stone og Damien Chazelle

Siden "La La Land" fejede benene væk under festivalpublikummet i Venedig og Toronto for et halvt år siden, har filmen samlet 14 oscarnomineringer, 7 Golden Globes og en bunke andre priser op på vejen hertil.

I dag når "La La Land" langt om længe de danske biografer. Jeg så den første gang i Toronto, og mine to efterfølgende gensyn på stort lærred har kun gjort mig mere smaskforelsket i Damien Chazelles brusende ode til drømme, jazz, romantik og gammeldags Hollywood-filmmagi.



“La La Land” hylder 1950'ernes luksuriøse MGM-musicaler, men bryder genren gennem den franske nybølges prisme, så man mærker et stik af knuste drømme under de overdådige primærfarver.

Store dele af filmen er optaget i lange, uklippede indstillinger med Steadicam og/eller kamerakraner. Det gælder også de koreograferede sang- og danseoptrin, som Ryan Gosling og Emma Stone øvede i tre måneder, inden optagelserne gik i gang.

”Damiens kærlighed til film og biografoplevelsen er smittende. Han taler meget om at ville lave film, som man har lyst til at se på det store lærred med et publikum.”
- Ryan Gosling om Damien Chazelle på TIFF 2016

Jeg var så heldig at få interview på Toronto Film Festival i september 2016 med instruktøren og forfatteren bag ”La La Land”, Damien Chazelle, samt begge filmens hovedrolleskuespillere, Emma Stone (Mia) og Ryan Gosling (Sebastian).

Alle tre er nominerede til oscarpriser for deres indsats, og Chazelle og Stone er i skrivende stund storfavoritter for hhv. bedste instruktion og kvindelige hovedrolle. Hvis Damien Chazelle vinder, bliver han som 32-årig den yngste oscarmodtager nogensinde i instruktørkategorien. Jeg kommenterer traditionen tro hele oscaruddelingen live sammen med Filmnørdens Hjørne, når showet afvikles natten til mandag 28. februar dansk tid.

torsdag den 2. februar 2017

"Vaiana" (Moana): Disney-interview med John Musker og Ron Clements

> CLICK HERE FOR THE JOHN MUSKER & RON CLEMENTS "MOANA" INTERVIEW IN ENGLISH

I dag, torsdag 2. februar 2017, er der dansk biografpremiere på Disneys seneste animationsfilm, "Vaiana" (Moana).

Det computeranimerede eventyr om den polynesiske høvdingedatter Vaiana og hendes møde med halvguden Maui er den 56. film i Walt Disney Feature Animations såkaldte klassikerrække.



"Vaiana" er instrueret og delvist skrevet af John Musker og Ron Clements, der begge er 63 år og garvede Disney-gubber. Sammen har de begået "Mesterdetektiven Basil Mus" (The Great Mouse Detective, 1986), "Den lille havfrue" (The Little Mermaid, 1989), "Aladdin" (1992), "Herkules" (Hercules, 1997), "Skatteplaneten" (Treasure Planet, 2002) og "Prinsessen og frøen" (The Princess and the Frog, 2009).

Jeg mødte makkerparret Musker og Clements, da de besøgte København i januar på deres skandinaviske presseturne. Herunder kan du læse, hvad de havde at fortælle om "Vaiana" – og ganske som med filmen, der både vises på dansk og engelsk i biograferne, får du muligheden for at vælge mellem den danske oversættelse og det engelske originalsprog.

Endelig kan du høre lyden fra mit interview med Musker og Clements, hvis du afspiller podcasten Cinemajour 15 fra Filmnørdens Hjørne. Indslaget starter 18 minutter inde i podcasten (det er Musker i venstre kanal og Clements i højre).


Anden halvdel af interviewet, hvor Musker og Clements ser tilbage på deres tidligere Disney-film, følger senere i 2017.


INTERVIEW OM "VAIANA"
John Musker og Ron Clements
af Brian Iskov, januar 2017

Brian Iskov: Når man tænker på, hvor længe I har arbejdet for Walt Disney Animation, er det næsten utroligt, at ”Vaiana” er jeres første computeranimerede spillefilm.

John Musker: Ja, vi har lavet håndtegnet animation i snart 40 år.

Ron Clements: Vi har flirtet med computeranimation i næsten alle vores film, helt tilbage til ”Mesterdetektiven Basil Mus”, som var vores første film som instruktørpar. Sekvensen inde i Big Bens klokkeværk havde faktisk den første brug af computeranimation [i en Disney-tegnefilm, red.], ”Den lille havfrue” havde digitale fisk, og i ”Aladdin” brugte vi computer til scenerne med det flyvende tæppe. ”Vaiana” er på sin vis det modsatte: en film, der hovedsagelig er animeret digitalt, men også rummer nogle håndtegnede elementer i form af Mauis tatoveringer [animeret af bl.a. Disney-veteranerne Eric Goldberg og Mark Henn, red.].