onsdag den 13. juli 2011

One take: Steadicam-blær og dolly-lir

Af to grunde så jeg enormt meget frem til "Hanna": engelske Joe Wrights bud på en intelligent actionthriller, som lidt forsinket nåede de danske biografer i sidste uge.


Den ene grund var Saoirse Ronan. Bare 17 år, men allerede så sej og stærk og fin og sitrende i sit nærvær, at der skal en Cate Blanchett til at yde hende kvalificeret modspil. Uden Ronan i titelrollen havde jeg næppe givet lige så lang snor til "Hanna", hvis historie og stil i sidste ende bliver lovlig fortænkt og distanceret.

Den anden grund var forventningen om en flere minutter lang Steadicam-sekvens, som ifølge rygterne skulle være helt på højde med Joe Wrights svimlende kameratur blandt soldaterne på Dunkirk-stranden i "Soning" (hvori Saoirse Ronan også brillerede).


I "Hanna" gælder kunststykket et ubrudt take, der følger Hannas far (Eric Bana) fra en berlinsk busstation, gennem byens gader og ned i en undergrundsstation, hvor han egenhændigt nedlægger en flok angribende agenter i brutal nævekamp, inden han tager flugten og forsvinder op ad trappen.


Jeg gentager: et ubrudt take. DET HELE SKER I ÉN INDSTILLING.


Og til forskel fra Brian De Palmas aggressive "se mig!"-rundtosseri i film som "Snake Eyes", eller Alfonso Cuaróns virtuose showstopper-sekvenser fra "Children of Men", har Wright ikke snydt det mindste i klipperummet. Scenen er optaget, ganske som du ser den i filmen.

"I do really love the bravado of [that kind of shot]," fortæller Joe Wright i et interview på Ain't It Cool.

"I only had one day to do this sequence because of the budget, so it's a kind of all-or-nothing gamble. With that short window of shooting, you rehearse for seven hours and then have maybe a three- or four-hour window of shooting at the end of the day. And also it's about catching the light; it's about catching the magic hour."

Det perfekte take, som ses i "Hanna", er ifølge Eric Bana nummer to ud af syv. Sejt er kun et fattigt ord.

Hanna
(2011, Joe Wright)
Cheffotograf: Alwin H. Küchler
Steadicam-operatør: Peter Robertson



I tilgift til "Hanna"s mest blærede scene kan man også finde en lang række andre af filmhistoriens mest imponerende Steadicam- og dolly-ture på nettet. Vær klar til at tabe næse og mund:

Soning (Atonement)
(2007, Joe Wright)
Cheffotograf: Seamus McGarvey
Steadicam-operatør: Peter Robertson
Bag kulisserne: http://youtu.be/3uytGHDRPYg



Children of Men
(2006, Alfonso Cuarón)
Cheffotograf: Emmanuel Lubezki
Bag kulisserne: https://www.youtube.com/watch?v=GJprbCuWdHo



GoodFellas
(1990, Martin Scorsese)
Cheffotograf: Michael Ballhaus
Steadicam-operatør: Larry McConkey
Bag kulisserne: https://youtu.be/IBMKyNJvNV8



Øjnenes hemmelighed (El secreto de sus ojos)
(2009, Juan José Campanella)
Cheffotograf: Félix Monti
Bag kulisserne: https://youtu.be/m6voCojHTxQ



Hard Boiled
(1992, John Woo)
Cheffotograf: Wong Wing-Hung



Soy Cuba
(1964, Mikhail Kalatozov)
Cheffotograf: Sergej Urusevskij



Oldboy
(2003, Chan-wook Park)
Cheffotograf: Chung-hoon Chung



Politiets blinde øje (Touch of Evil)
(1958, Orson Welles)
Cheffotograf: Russell Metty



The Player
(1992, Robert Altman)
Cheffotograf: Jean Lépine


MERE ONE TAKE-GUF:

Aleksandr Sokurov: Russian Ark (hele filmen er ét take)
Linda Wendel: One Shot (ditto – jævnfør titlen)
Michelangelo Antonioni: Profession reporter
Kenneth Branagh: Hamlet, Stor ståhej for ingenting (klip fra 04:48-07:29)
Bela Tarr: Werckmeister Harmonies
Gus Van Sant: Elephant
Jean-Luc Godard: Weekend
Andrej Tarkovskij: Solaris, Spejlet
Alfred Hitchcock: Rebet
Gaspar Noe: Irreversible, Enter the Void
Paul Thomas Anderson: Boogie Nights, Magnolia
Brian De Palma: stort set alle film
... føj selv flere til i kommentarfeltet!

FLERE ARTIKLER OM BLÆREDE TRACKING SHOTS:

> The Long Take – the greatest long tracking shots in cinema @bspcn.com
> History of long tracking shots rolls in film lore @latimes.com

Ingen kommentarer:

Send en kommentar